Jerslev Marked er skudt i gang
Jerslev Marked har indtaget byen, og der er fyldt med aktiviteter hele weekenden
JERSLEV: Fredag blev markedspladsen officielt åbnet til dette års Jerslev Marked, der dog allerede torsdag aften havde budt på bankospil.
Fredag over middag var der allerede godt liv i pladsen, hvor der var fyldt med boder, heste, frivillige og ikke mindst gæster.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og de første gæster havde indfundet sig i tivoliet, der knap var sat op endnu.
De mange frivillige, som er drivkraften bag Jerslev Marked havde haft travlt i dagene op til markedet, men travlhed var det rigeligt af.
Særligt i køkkenet ved markedsteltet var der fart på, og temperaturen var høj takket være både friture og sommervejret.
- Sidste år havde vi 32 grader i teltet, og det var fyldt med mennesker. Det kunne godt blive ligeså varmt i år, så det er godt, vi har slush-ice til de frivillige og gæsterne, som vi kan køle ned med, siger Mette Andersen.
Hun er en af de mange frivillige på Jerslev Marked, og hun sidder med i markedsudvalget, som tilrettelægger årets marked.
Et job, der ikke kun fylder op til markedet, for næste års marked begynder allerede at blive planlagt i løbet af august måned.
Børnefest åbnede markedet
Da markedet fredag slog dørene op, så var det med børnene i fokus.
Traditionen tro, så var de lokale børn inviteret til kage, sodavand og underholdning på scenen i markedsteltet.
Her blev de underholdt med trylleshow, og udenfor teltet kunne de køre rundt en tur rundt på markedspladsen i tog imellem de mange stande.
I løbet af weekenden er der dog også arrangeret rigeligt med underholdning for både børn og voksne, og særligt lørdag forventes mange at kigge forbi markedspladsen.
Her er der nemlig arrangeret ”Powerpull” traktortræk, som nok skal give godt salg i boderne og fest på pladsen.
- Det er en del af farmcup, hvor vi er den fjerde afdeling på turen. Der bliver opvisning og konkurrence, og der skulle da gerne komme 2.500 gæster, siger Lars Krogshave, formand for Jerslev Marked.