Jernstøberiet i Asaa omdannes for en aften til 'Hotel Transylvania
ASAA: Der bliver gys og gru for alle pengene, når der for tredje år i træk arrangeres halloween i Jernstøberiet i Asaa.
En arbejdsgruppe har brugt masser af tid på at forberede det store arrangement, og hele sidste uge gik med at sætte kulisserne op i det store lokale. Folkene bag lover, at det i år bliver endnu mere uhyggeligt end tidligere.
Netop det uhyggelige er i højsædet med denne amerikanske tradition, der egentlig stammer fra kelterne og kom med keltiske udvandrere til USA. Kelterne var af den overbevisning, at de døde på denne dag rejste sig fra graven for at hjemsøge de levende og finde vej til dødsriget.
Man gjorde derfor alt for at skræmme genfærdene væk. Man udhulede roer, skar ansigter i dem og brugte dem som lygter, og man tog masker og udklædning på. Den tradition tog kelterne med til USA, man da det her var svært at få fat på roer, begyndte man i stedet at udskære græskar til lygterne.
I den kristne kirke fejrer man 31. oktober allehelgensaften, og selve ordet halloween kommer af ‘All-Hallows Eve’, der betyder alle helgeners aften. Traditionen med halloween har danskerne virkelig taget til sig, og den fejres nu overalt med skeletter, spindelvæv, monstre og anden uhygge.
Hotel Transylvania
Uhygge for alle pengene vil der i den grad også være i Jernstøberiet i Asaa, når man der fejrer halloween torsdag 31. oktober.
- Vi ombygger Jernstøberiet til Hotel Transylvania, hotellet aldrig forlader, fortæller Mette Odderskov fra arbejdsgruppen.
- Vi er så heldige at have Steven Jensen med på holdet. Han er en fantastisk scenebygger, og det er i høj grad hans fortjeneste, at vi kan lave denne imponerende opbygning af Hotel Transylvania. Det er virkelig uhyggeligt. Vi har bl.a. opbygget en kamin, hvori der kommer til at ligge et levende menneske. Et andet rum er fyldt med zombier, og så er der naturligvis edderkopper og uhyggelige væsener overalt, der blinker, lyser og udsender afskyelige lyde. I ’Øivinds Værksted’ kan man blive transformeret om til varulv, vampyr, zombi eller menneske med en ekstra arm, så vi går all in, fortæller Mette.
På turen rundt i de mørke gange og rum på Hotel Transylvania vil man møde masser af skeletter og uhyggelige dukker, men der vil også være 13 levende statister, der vil gøre alt for at give deltagerne det ene chok efter det andet. Det kombineres alt sammen med lyd- og lyseffekter, så uhyggen er total og absolut ikke for sarte sjæle.
Det er dog ikke uhygge det hele, for arrangørerne har også i år fået lov til at låne Michael Larsens hal ved siden af Jernstøberiet, og her serveres kage og saftevand til alle børn.
Det hele kommer til at foregå på allehelgensaften 31. oktober. Man lægger ud kl. 17.30, hvor det er for de 3 til 9-årige og med knap så megen uhygge, som når man fra kl. 19 inviterer de voksne indenfor. Så skrues der for alvor op for gyset, uhyggen og de specielle effekter. Der er lagt op til en rigtig uhyggelig aften i Hotel Transylvania.