Jazz9700 arrangerer festival med seks koncerter
- Det er måske en smule overdrevent at påstå, at Jazz9700 holder sin helt egen jazzfestival i andet halvår af 2021, men 6 koncerter på 4 måneder er rigtig mange koncerter indenfor en kort periode i Brønderslev - derfor vover vi at kalde de kommende koncerter vor helt egen jazzfestival i 2021.
Sådan skriver Niels Persson fra den musikalske forening.
- Covid-19 har påvirket os alle, tiden er ikke helt normal, og det er usikkert, hvad den nye normal bliver. Vi forsøger at gå nye veje og halvdelen af koncerterne bliver som vanen tro dinner + jazz og de øvrige tre bliver “rene” koncerter henholdvis en fredag, en torsdag og en lørdag, uddyber han.
En af de særlige ting i år er en gave til by-jubilæet
Jazz9700’s gave til Brønderslev By, som i år fejrer sit 100 års jubilæum som købstad, bliver med Nikolaj Hess, Spacelab & Strings fredag den 10. september i Den runde Pavillon.
- Det bliver i spændingsfeltet mellem jazz og klassisk musik, det er en rigtig “vild” gave til byen. Vi er tilbage i den gode gamle Jazz9700 tradition med dinner + jazz, siger Niels Persson.
I smeltediglen mellem jazz, nordisk, folklore og klassisk leverer Nikolaj Hess, Spacelab & Strings, filmisk nordic cool jazz trio sammen med den innovative klassiske strygekvartet “Strings”, musik som er udviklet af pianist og komponist Nikolaj Hess i fællesskab med violinist Cæcilie Balling gennem en årrække.
Strygekvartettens harmoniske, melodiske og klanglige muligheder udforskes og hvordan det kan integreres med den personlige sound og særlige melodiske, rytmiske og improviserede understrøm, som Nikolaj Hess og Spacelab konstant udvikler og forfiner.
Jazz9700 indleder festivalen med en omgang klassisk jazz med Snorre Kirk Quartet fredag den 6. august. Sådan beskrives orkestret:
Med et stjernespækket orkester bestående af personlige og karakteristiske solister, og med et skræddersyet repertoire hvor spilleglæde, nærvær og ikke mindst swing er i højsædet, har trommeslageren og komponisten Snorre Kirk på rekordtid formået at gøre sit orkester til et af de mest efterspurgte i både ind- og udland.
Herefter følger Jens Fiskers Trio feat. Karmen Rõivassepp torsdag den 26. august. Mere om dem i en senere udgave af Oplandsavisen.
- Som en nyskabelse forsøger vi med en omgang mainstream jazz med Nørholm/Halle Kvintet lørdag 9. oktober kl. 15.00, skriver Niels Persson
- De sidste to koncerter i vor lille jazzfestival bliver fredag den 29. oktober og fredag den 26. november igen dinner + jazz. Herom senere, afslutter Jazz9700.