Inviterer indenfor: Prøv en kæphest i efterårsferien
DORF: I efterårsferien sætter museet på Dorf Møllegård igen fokus på genbrugsmaterialer i en sjov ramme. Museet inviterer til kæphestedage, hvor børn og barnlige sjæle kan lave kæpheste af genbrugsmaterialer og derefter afprøve hestene på forhindringsbane og andre udfordringer.
Fra lørdag 12. oktober til og med søndag 20. oktober kl. 10-16 er møllegården åben. Her kan opleves museets faste udstillinger med blandt andet vind- og vandmølle, som igangsættes, hvis vejret er til det. I caféen kan der foruden kaffe, kage og is også købes et aktivitetshæfte for børn. Alle dage er det muligt at skabe sin egen kæphest.
Den kan hest laves af en kæp fra mølleskoven eller af et gammelt stoleben. Måske vil man prøve kræfter med at forme en plastikflaske til et hestehoved, eller man kan tage den sikre vej med en uldsok med pudefyld. Kreativiteten og fantasien får frit spil, når man selv kan bygge sin hest af en masse forskellige materialer.
Entré for voksne er 75 kroner, og børn har som altid gratis adgang. Deltagelse i kæphesteaktiviteter koster 60 kroner, hvilket foruden kæphesten giver adgang til forhindringsbane, ringridning og andre udfordringer. Når alle aktiviteter er fuldført, kan man desuden deltage i en lodtrækningskonkurrence med flere spændende præmier.
I løbet af hverdagene vil der også være æbleskivebagning og rebslagning.