Interesserer du dig for møller? Nu vil museum lave et møllelaug
Museum for Forsyning og Bæredygtighed har planer om at starte et møllelaug på Dorf Møllegård. Derfor inviterer museet til et uforpligtende informationsmøde torsdag 8. september klokken 19.30 på Dorf Møllegård.
- Det er møllernes unikke del af dansk kulturarv, vi ønsker at skabe et fællesskab om. I Dorf Møllegårds møllelaug er der plads til alle, og det er ingen forudsætning, at man kender til møller, bare man er nysgerrig på dem og har lyst til at være social med de andre i møllelauget, forklarer museumsinspektør Bue Juul Poulsgaard.
Dorf Møllegård er et af få steder i Danmark, hvor et fungerende dobbeltanlæg kan opleves. Den gamle vandmølle fra 1600-tallet med turbine og dynamo har forsynet møllegården fra 1922 med jævnstrøm. Vindmøllen blev opstillet som supplement til vandmøllen i slutningen af 1800-tallet i tilfælde af frost eller tørke.
Tilmeldingsfrist til informationsmødet er 4. september.