Ingen iPad - her laver børnene mad i det fri
I Fribørnehaven i Agersted er man meget dygtig til at inddrage naturen i børnenes hverdag. Der er et særligt fokus på at styrke den grønne profil og bringe de mindste ud i naturen. Der er således altid tændt op i bålet, der bliver snittet og ’økset’, som børnene kalder det, madpakkerne bliver spist udenfor, og ofte er børnene med til at lave eftermiddagsmad på bål. De studerer insekter, fugle, planter, og hvad de ellers kan finde på deres vej.
For den indsats har Friluftsrådet netop tildelt dem Grønne Spirer-flaget, der netop er en anerkendelse af stedets evne til at inddrage børnene i naturen og inddrage naturen i alt det, de laver.
Tildelingen af flaget blev markeret fredag eftermiddag med åbent hus, kage og hygge. Inden da var der blevet lavet jordovne, hvori der blev tilberedt et par hjortekøller, der blev serveret til eftermiddagsmad. Naturvejlederen og tryllekunstneren Gustav Urth kom også forbi og tog børnene med på kratluskeri for at se på dyre- og planteliv, ligesom han naturligvis også gav smagsprøver på sit trylleri.
De mange, der mødte op til Åbent hus, kunne også se en lille udstilling, hvor børnene først havde samlet affald i naturen og derpå forvandlet det til kreative og fantasifulde kunstværker.
Det Grønne Flag fra Friluftsrådet vajer nu over børnehaven i Agersted som et synligt bevis på, at her er der fokus på udeliv, natur, miljø og en grøn og sund hverdagskultur.