Imponerende træskibe kommer til byen
Der er lagt op til en maritim oplevelse ud over det sædvanlige, når Nordisk Skudetræf den 28. juni skydes i gang i Hals.
Omkring 35 smukke træskibe fra hele Norden ventes at lægge til kaj i Hals, hvor man både den 28. og 29. juni kan suge til sig. Førstedagen byder på optakt til selve sejladsen, og mens der blandt andet er mulighed for at komme ombord, så fristes der også med børneunderholdning og musik.
I dagtimerne er der således både blues og jazz på programmet, inden Hals Bådelaug om aftenen er vært ved en stor fest med helstegt pattegris på menuen. Her bidrager såvel Jansson & Thorsen samt The Mechanics med festlige toner.
Den 29. juni indledes selve sejladsen med fælles afgang mod Mariager Fjord, hvor der de følgende dage er planlagt kapsejladser og kulturelle indslag.