Ian og Katrine giver den gas: Skal have byens nye træningscenter klar til weekenden
- Her indretter vi et loungeområde, her bliver der handicaptoilet, herinde bliver der omklædningsfaciliteter med individuelle baderum, her har vi Sal et, i de to lokaler er der behandlerrum, og her har vi Sal to, lyder det begejstret fra Katrine og Ian Kronborg, da de viser rundt i de omkring 1000 kvadratmeter i Kronborg Crossfit, som åbner den 16. marts.
- Vi skal nok nå at blive færdige til åbningen – der er jo 24 timer i døgnet, siger Katrine Kronborg med et smil med henvisning til, at alle knokler med at nå i mål til åbningen.
Bygningen på Værkstedsvej 10 ejes af Mogens Daarbak Ejendomsselskab A/S, som har brugt et anseeligt beløb på at omdanne bygningen til et lyst og moderne træningscenter. Kun tag og spær var tilbage, da parret gik ombord med at indrette centret, så det tilgodeser deres ønsker til et center, hvis formål er at blive et samlingspunkt for folk i alle aldre.
- Helt overordnet ønsker vi at etablere et sted, som favner alle – lige fra babyer til pensionister. Her kan forældre tage børnene med og træne sammen med dem, og har børnene ikke lyst til at træne med eller har de endnu ikke alderen til det, kan de hygge sig i vores børnerum, hvor der er tv, legetøj og playstation, siger Katrine og Ian Kronborg, der selv har tre børn, som de ofte træner sammen med.
Planen er at tilbyde omkring 55 ugentlige hold, og der bliver træningsmuligheder, som matcher ethvert temperament. Fokus er at skabe et fællesskab, hvor man føler sig tryg, og hvor man har lyst til at komme, uanset hvilken form, man befinder sig i.
Der bliver crossfithold, cardiotræning, crossdance, styrketræning, hold for pensionister og mamahold, hvor nybagte mødre kan tage deres babyer med og meget mere. Der er sammensat et hold på ni medarbejdere, som kommer med stor faglighed i forhold til kost, træning, genoptræning mv.
Fysioterapeuter bliver en del af huset
En af de fagfolk, der ser frem til at få sin gang i huset, er Søren Storm, der er fysioterapeut, og han kommer til at drive klinik i centret, hvor han blandt andet vil tilbyde patienter hjælp til genoptræning og personlige træningsforløb.
Søren Storm har arbejdet som fysioterapeut i blandt andet Skagen og er tilknyttet Jobcenteret i Thisted, hvor han hjælper borgere, der - pga. smerter - er i fare for at miste deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Desuden er han konsulent i en landsdækkende virksomhed, som tilbyder behandlingsforløb til mennesker, som har længerevarende smerter.
- Jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang her i Brønderslev og til at få mulighed for blandt andet at hjælpe patienter, som oplever smertefulde problematikker, siger Søren Storm.
Muligheder i Brønderslev
Katrine og Ian Kronborg bor i Sulsted og har selv trænet i Aalborg, men de ser et uudnyttet potentiale i Brønderslev.
- De nærmeste crossfit-centre ligger i Aabybro, Frederikshavn og Aalborg, og Brønderslev har oplevet tilflytning de senere år, og derfor mener vi, at det er oplagt at etablere et center, som er det første af sin slags, her i byen, siger Ian Kronborg.
Den overordnede ledelse af centret varetages af Katrine Kronborg, mens Ian Kronborg passer sit job som salgschef i Svenstrup-virksomheden Uni-Food. Katrine Kronborg får assistance af Line Ørum Hansen, der netop er færdiguddannet som fysioterapeut.
- Jeg bliver boxmanager, og udover at jeg kan tilbyde fysioterapi, kommer jeg til at have holdtræning, personlig træning og kostvejledning, siger Line Ørum Hansen, der bor i Aalborg men som oprindeligt er fra Brønderslev.
Planer om udvidelse
Det kommer ikke til at gå ubemærket hen, at Kronborg CrossFit slår dørene op. Åbningsdagen indledes med træning for hold, hvorefter borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V), vil klippe snoren til centret klokken 11.30. Herefter kan alle interesserede komme og tage de nye rammer i øjesyn, og der bliver serveret lidt til maven og ganen.
- Det er helt uforpligtende, og vi håber, at mange vil komme forbi og hilse på og evt. få en snak med os og vores trænere. Det er også fortsat muligt til og med åbningsdagen at oprette et medlemskab uden gebyr og købe et introduktionstilbud, hvor man får tre måneder for 1.000 kroner, siger Ian Kronborg, der glæder sig over, at pt. har flere end 100 medlemmer meldt sig ind, og med den opbakning tør han godt at løfte sløret for fremtidsplanerne.
- Målet og håbet er, at vi allerede kan udvide efter sommerferien, siger Ian Kronborg.
Der hersker ingen tvivl om, at det er en mangeårig drøm, der nu omsider er realiseret for det arbejdsomme par. De har investeret fire millioner kroner i Kronborg Crossfit, og dertil kommer et utal af arbejdstimer, som er gået med at indrette centret med nyeste udstyr og i et miljø, som indbyder til fællesskab og træning af høj kvalitet.
- Det har været en sindssygt spændende og meget lærerig proces. Vi har tårnhøje forventninger og tvivler ikke på, at det her bliver en succes, siger Katrine Kronborg.