Her kan du komme til kæphestedage i efterårsferien
I efterårsferien sætter museet på Dorf Møllegård fokus på genbrugsmaterialer i en sjov ramme. Museet inviterer til kæphestedage, hvor børn og barnlige sjæle kan lave kæpheste af genbrugsmaterialer, og derefter afprøve hestene på forhindringsbane og andre udfordringer.
Fra lørdag 14. oktober til og med søndag 22. oktober kl. 10-16 er møllegården åben. Her kan man opleve museets faste udstillinger, blandt andet med både vind- og vandmølle, som igangsættes, hvis vejret er til det. Særudstillingen ’LORT-skidt eller skat?’ giver et indblik i landbrugets historie, og i caféen kan der foruden kaffe, kage og is købes et aktivitetshæfte for børn.
Alle dage er det muligt at lave sin egen kæphest. Skal din hest laves af en kæp fra Mølleskoven eller et gammelt stoleben? Måske vil du prøve kræfter med at forme en plastikflaske til et hestehoved? Eller tager du den sikre vej med en uldsok med pudefyld? Kreativiteten og fantasien får frit spil, når man selv kan bygge sin hest af en masse forskellige materialer.
Entré for voksne er 75 kroner, og børn har som altid gratis adgang. Deltagelse i kæphesteaktiviteter koster 60 kroner, hvilket foruden kæphesten giver adgang til forhindringsbane, ringridning og andre udfordringer for den nye kæphest. Når alle aktiviteter er fuldført, kan man desuden deltage i en lodtrækningskonkurrence med flere spændende præmier.
I løbet af ugen vil der også være æbleskivebagning, rebslagning og mulighed for trækture på både store og små heste. Man kan på museets hjemmeside se et detaljeret program for ugen.