Lokalt event for børn: Oplev klovnen Happy og støt børnene fra Ukraine
Søndag 10. april kl. 11 og igen kl. 13 inviterer Red Barnet Brønderslev til støtteevent med Klovnen Happy til fordel for Red Barnets arbejde for børn ramt af krigen i Ukraine.
Det oplyser Red Barnet i en pressemeddelelse.
- Klovnen Happy optræder med bugtaleri, jonglering, musik og trylleri, hvor børnene både bliver underholdt men også selv inddrages på scenen. Man kunne også kalde Klovnen Happy for en trylleklovn, da der indgår meget trylleri og magi i et show med Happy, skriver de.
- Indtægterne fra støttearrangementet går til børn ramt af krig og konflikt, som vi ser nu i og omkring Ukraine. Behovet for humanitær hjælp er stort, og situationen forværres time for time. Vi håber derfor, at mange vil komme og bakke op om vores indsamling og samtidig få et par hyggelige timer sammen med os fra Red Barnet Brønderslev, oplyser Anne Christiansen, som er fundraiser i Red Barnet Brønderslev
Red Barnet peger også på, at mange børn tænker meget over krigen i Ukraine, og hvad det betyder for børnene der.
- Og det er vigtigt for dem at vide, at de også kan hjælpe og støtte.
Arrangementet foregår i Den Runde Pavillon i Brønderslev.
Der er begrænsede pladser, og der sælges billetter i døren.