Haveselskab besøger haver
To haver i Serritslev får besøg
SERRITSLEV: Haveselskabet, Brønderslev Kreds, besøger to haver i Serritslev torsdag 21. juni klokken 19-21. Det ene besøg går til Laila og Tom Thomsen på Hybenvej 31.
De har en have, hvor der er lagt vægt på, at der er noget at se på året rundt. Den blev startet for 30 år siden og er siden løbende blevet udbygget. Haven indeholder blandt andet et stisystem, mange stauder og løg og en del skulpturer.
Aftenens andet havebesøg går til Hanne og Rainer Bartyla på Slåenvej 21, som har en have med mange sten, en havedam og en stor udestue med mange sukkulenter og kaktus. Her er der også lagt vægt på, at der er noget at se på året rundt. I vintersæsonen er der en del juleroser.
Der er også en del krukker med automatisk vandingssystem.
De to haver ligger tæt på hinanden (højst 5 minutters gang), så man kan uden problemer gå fra den ene til den anden.
Der er parkeringsmuligheder ved skolen eller på en tidligere boldbane, der har indkørsel mellem Hybenvej 27 og 29. Man kan kun komme til haven på Hybenvej 31 fra denne boldbane.