Seneste nyt
Billede beskrivelse

Gudrun fik det hvide snit

11. november 2024 kl. 19.02

BRØNDERSLEV: Der er kapitler i historien, som er grusomme at se tilbage på. Som dengang mennesker med alvorlige psykiske lidelser blev behandlet på en - set med nutidens øjne - forfærdende metode: Lobotomi. Bedre kendt som "det hvide snit".

Forfatter Janne Aagaard kommer den 20. november til Brønderslev og holder foredrag med udgangspunkt i sin bog ”Gudrun og det hvide snit”, der omhandler Janne Aagaards mors moster.

Gudrun er en af flere tusinde danskere, der fik det hvide snit fra midten af 1940’ene og 40 år frem. En operation med store og alvorlige konsekvenser for patienten. Det var især besværlige patienter – primært kvinder – der blev behandlet med lobotomi - det hvide snit. 

Janne Aagaard vil give indblik i et grumt stykke Danmarkshistorie fortalt med indlevelse og indsigt i sundhedsvæsnets fejl og mangler.

Sammen med sin mor har Janne Aagaard optrevlet Gudruns skæbne. Med hjælp fra Rigsarkivet, lokale og sociale medier, familiealbummet og gamle postkort, frivillige amatørhistorikere og historikere er det lykkes at tegne et portræt af en kvinde, en tid og et hjørne af sundhedsvæsenet, der ellers var gemt væk og glemt af mange.

Janne Aagaard er tidligere krimireporter på Ekstra Bladet og fhv. kommunikationschef ved politiet, nu forfatter og true crime podcaster.

Foredraget finder sted på Brønderslev Bibliotek den 20. november kl. 19.00. Der skal købes billet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste