Grundlovsfest ved Teglværkssøerne
Øster Hassing-Gåser Menighedsråd, Gandrup Samråd, centerrådet og borgerforeningen er sammen med Venstre i Hals og Socialdemokratiet i Hals værter, når der søndag 5. juni er inviteret til lokal grundlovsfest. Det sker i smukke rammer ved Teglværkssøerne, hvor der lægges ud kl. 13.30. Eftermiddagen omfatter underholdning med både Hals Sangkor og juniormixholdet fra Gandrup-Holtet Gymnastik. Ligeledes bidrager Skansespillet med udpluk fra sommerens friluftsforestilling.
Naturligvis byder arrangementet også på grundlovstaler. Hele tre af slagsen er på programmet, og således taler både folketingsmedlem Maja Torp (V), byrådsmedlem Lisbeth Lauritsen (A) samt friskolelærer Stefan Maksten.