Golfens dag i Dronninglund
Søndag 28. april er der åbent hus på hos Dronninglund Golfklub i forbindelse med golfens dag
DRONNINGLUND: Dansk Golfunion og Dronninglund Golfklub inviterer til åbent hus med mulighed for at prøve par-3 banen og få vejledning af trænerne fra klubben.
Golfklubben opfordrer til, at flere giver golfspillet chancen, da der ikke er nogen forhåndskrav til evnerne.
- Det kan godt være, at du går hen og bliver lidt sur og overvejer at slå op, når den lille bold ikke vil, som du vil. Men når du først får det lært, er det faktisk ikke særlig svært - at blive lidt lun på det der golf.
Golf er hygge, golf er socialt samvær og så er det oveni købet sundt. Den helt store bonus er, at du kan begynde at gå ture med din nye kærlighed, uanset om du er fem eller 75 år. Golf har ingen start eller udløbsdato, og det er det, vi kalder livslang kærlighed, oplyser Dronninglund Golfklub i en pressemeddelelse.
På golfens dag 28. april kan man derfor få den første smag på sporten for at se, om det er noget for en.
På dagen vil det første hold starte kl. 10.00 og det andet hold kl. 12.00, og det er gratis at deltage.