Glad musik i parken
Musik og fuglefløjt spiller sammen
BRØNDERSLEV: - Nyd en forårsaften med god musik. Sådan lyder opfordringen fra Brønderslev Harmoniorkester.
- Forestil dig Rododendronparken i et farveorgie, bøgen som indeholder alle de forårsgrønne farver, fuglestemmerne og en høj majhimmel. Alt dette kan du opleve samtidig med at det er igen tid til den traditionelle forårskoncert med Brønderslev Harmoniorkester i dag, tirsdag, klokken 19.
- Orkesteret byder dig velkommen i Den Runde Pavillon for 42. gang, og som altid er der mulighed for at nyde lidt til ganen med kaffe/the eller øl/vand.
- Der er lagt op til en god oplevelse med Brønderslev Harmoniorkester, lover orkestrets formand, Søren Himmelstrup.
- Kom i god tid både for at beundre de smukke blomster, men også for at få en god siddeplads i pavillonen. Der plejer at komme mange, så de sidste ankomne må som regel stå op.
- Musikprogrammet er alsidigt og du kan opleve underholdende musik af flere genre. I år vil der som noget nyt være flere gode viser som du kan synge med på. I programmet indgår blandt andet "Medley from Lilo and Stitch", "Jeg bliver så glad når solen skinner", "Crazy Little Thing", "La Bamba", "Rock Around the Clock", "Den evigglade kobbersmed" med gæstesolist og mange flere.
- Traditionen tro vil programmet også byde på fællesnumre, hvortil publikum selvfølgelig "spiller" en ikke uvæsentlig rolle.
Hele koncerten dirigeres som altid af orkestret muntre og veloplagte dirigent Mogens B. B. Jensen og aftens konferencier Lars Bisgaard vil styre slagets gang med små historier om de enkelte numre.
- Vi glæder os til at se jer alle, siger Søren Himmelstrup.