Galleri gentager kæmpe succes: Inviterer på kreativ efterårshygge
Der er ingen grund til at kede sig i efterårsferien. I hvert fald ikke, hvis man lægger vejen forbi Galleri Hou. Her er uge 42 nemlig spækket med aktiviteter for både børn og voksne, der helt gratis kan fornøje sig med kreative sysler.
Det foregår mandag til fredag mellem 13.00 og 17.00, og mens der mandag lægges ud med maling på potter og syltetøjsglas, så kan man samme dag også hygge sig med at lave sine egne dækkeservietter. Tirsdag byder programmet på keramisk værksted, inden der onsdag er mulighed for at lave små læderophæng til dekorative effekter. Er man til pileflet gælder det om at møde frem på torsdag.
Her skal der nemlig flettes smukke ting i det formbare naturmateriale, mens der fredag rundes af med maling på sten og lærred.
I øvrigt forudsætter deltagelse i tirsdagens keramiske værksted forhåndstilmelding.
Galleriet forsøgte sig i fjor for første gang med familieaktiviteter i efterårsferien. Det blev en succes med mange besøgende i alle aldre.