Gaflerne krydses både efterår og vinter
En ny sæson med fællesspisning er på programmet hos Hou Samråd. I alt tre arrangementer er planlagt hen over efteråret, og mens der lægges ud den 6. oktober, så går overskuddet her til aktiviteter, der skal sikre bevarelsen af Hou Skole. Sidstnævnte har som bekendt været genstand for kommunale spareforslag, der flere gange har manifestereret sig i lukningsplaner. På aftenen er der blandt andet arrangeret lotteri.
Den 3. november krydses gafler igen. Her suppleres fællesspisningen med besøg af Det Flyvende Kuffertcirkus, som underholder fra 17 til 18.
Rækken af arrangementer afrundes den 1. december med julemad på menuen. På denne aften er der musikalsk underholdning forud for det indbydende måltid.
Arrangementerne er stablet på benene i et samarbejde med Dagli’Brugsen Hou. Priserne beløber sig til 60 kroner for voksne og det halve for børn. Dog er julemiddagen en smule dyrere, oplyser samrådet.