Gå julen i møde med Brønderslev Harmoniorkester
BRØNDERSLEV: Når mørket falder på, dagene bliver kortere og vinterkulden begynder, så ved vi, at december står for døren. Det er en tid præget af hygge, lys og fællesskab, og med forventning i luften går de fleste af os julen i møde.
Og hvilken bedre måde at byde julen velkommen end med musik og traditioner? Endnu engang inviterer Brønderslev Harmoniorkester således til festlig julekoncert på gymnasiet. Det sker den 3. december, hvor der venter et varieret program.
Koncerten omfatter to afdelinger, der tilsammen danner ramme om en musikalsk fejring af højtidens glæder og vinterens særlige atmosfære.
Den første afdeling er spækket med glad og populær musik. Orkesteret leverer et udvalg af elskede klassikere og festlige indslag. Publikum kan glæde sig til kendte melodier som Hallelujah og Sweet Caroline. Ligeledes fristes med livlige marcher og tyroler-temaer.
I anden afdeling er julen for alvor i centrum. Her bliver stemningen skruet op med besøg af De glade Nissebørn fra Brønderslev Gymnastikforening. Poderne bidrager med akrobatiske spring til tonerne fra Nissernes Vagtparade. Desuden vil børn fra Søndergades Skole traditionen tro skabe en magisk stemning med et Lucia-optog.
Musikken dirigeres af den altid engagerede og energiske dirigent, Mogens B.B. Jensen. Ligeledes sørger aftenens konferencier, John Fuglsang for, at publikum guides gennem programmet med både varme og humor.
Koncerten begynder kl. 19. Billetter inkluderer en øl eller vand og kan købes i indgangen til beskedne 50 kr.