Billede beskrivelse

Forårs- og loppemesse

Serritslev byder på forårsmesse, politikerdebat og åbent hus på friskole

19. april 2018 kl. 11.23

SERRITSLEV: På lørdag er der forårs- og loppemesse i Serritslev. Det er Støtte- og Sponsorforeningen til Nørreådal Friskole, der står bag markedet i Vendelbohallen, der afvikles klokken 10-15.

Der kan sælges brugte lopper, antikviteter, bøger, kunst, hjemmelavede hobbyartikler, vin, spiselige produkter eller andet man ønsker at sælge.

Arrangørerne står for cafésalg. I løbet af dagen vil der være mulighed for at købe frokost, kaffe og lagkage.

Overskuddet går selvfølgelig til friskolen.

Lørdag er der ligeledes åbent hus på Nørreådal Friskole.

I bålhuset er der mulighed for at spise rådyr i bålhuset.

Lille Å har åben låge. Det betyder, at der ikke tilbydes pasning, men der er fri indianerleg og aktiviteter på legepladsen.

Skolen regner med, at alle elever møder op lørdag. Denne lørdag er en "almindelig" skoledag, som tæller i det store skoledags-billede.

Skoledagen indledes klokken 10 og slutter klokken 14.

Eleverne planlægger dagen, hvor der blandt andet bliver en guidet tur på skolen, hvor elever viser rundt. Der bliver også mulighed for at synge med på musikalske indslag.

Der bliver også mulighed for at møde en række byrådspolitikere på messen lørdag over middag.

- Der kan stilles spørgsmål til politikerne - blandt andet omkring udvikling af Serritslev, fortæller formand for borgerforeningen, Steen Pedersen.

- Vi har behov for byggegrunde, og der er heldigvis landmænd, der vil sælge jord til udstykning af grunde. Næsten alle grunde i byen er solgt.

Borgerforeningen har også en stand, hvor bestyrelsen vil fortælle om sit virke for byen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste