Billede beskrivelse

Festlig Fjordfest i sigte: Klar til fest og fed musik

20. juni 2023 kl. 12.00
Opdateret 21. juni 2023 kl. 08.54

- Vi håber på skønt sommervejr og mange besøgende. 

Sådan lyder det altoverskyggende budskab fra folkene bag Fjordfesten i Hals. Den løber af stablen den 29. juni med et musikalsk program for hele familien. 

U2-coverbandet Die Herren er hovednavnet - godt suppleret af The Mechanics og Tina Turner-dubletten, Turn on Tina. 

- Vi synes, vi har fundet nogle rigtigt gode navne. Turn on Tina havde vi også på programmet for 3 år siden. Det blev en forrygende fest, lyder det fra udvalget, der ligeledes frister med country-bandet Jeanette og Unoderne. 

Derudover byder endagsfestivalen på børneunderholdning med klovnen Migu krydret med diverse aktiviteter, der nok skal fornøje de yngste. Al underholdning er i øvrigt gratis ved arrangementet, hvor indtægterne således i høj grad kommer fra salget af mad og drikke. 

- Derfor håber vi selvfølgelig også, at publikum vil tanke godt op i ølkrusene og forsyne sig med rigelige mængder af øvrige fristelser i bar og madtelt. Det er helt afgørende for, at Fjordfesten kan løbe rundt, fastslår arrangørerne. De satser naturligvis også på solid opbakning fra sponsorer, som vanligvis er flinke til at spytte i kassen.

Årets Fjordfest i Hals er den 7. af slagsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste