Festival i Rhododendronparken
Der bliver masser af musik på scenen i Hedelund
BRØNDERSLEV: Torsdag 17. maj fra klokken 10.30 til 16 bliver der fyldt med musik i Hedelund Rhododendronpark, for der er der Springbræt-Festival. Her kommer orkestre fra både kommunale og private steder for folk med forskellige handicaps og giver koncert, og desuden kan man høre musikholdet fra Vrå Højskole samt børnebandet Black and White, der har vundet en lokal udgave af MGP i Jammerbugt Kommune.
Springbrættet og Trampolinen, som er kommunale steder for folk med med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, står sammen med flere andre parter bag dagen, som er opstået, fordi man gerne ville skabe nogle gode oplevelser.
- Dét, der gav inspiration til at lave vores egen festival, var, der det var en udfordring rent kapacitetsmæssigt at tage af sted til festivaler og større begivenheder langt væk. Vi ville øge mulighederne for alle borgere i vores og i privat regi, og derfor lavede vi en festival i vores eget lokale nærmiljø, siger Gitte D. Velling, der er leder for Springbrættet, Trampolinen og Det Blå Hus og glæder sig over, at man arbejder sammen på tværs om festivalen, også med frivillige.
Springbrættet har deres eget band, Springbræt Bandet, som optræder på festivalen, og på plakaten er også Bjørnebanden og Møllegårdens Rockband, som er fra to private steder for udviklingshæmmede, Mølledag i Ø. Brønderslev og Møllegården i Hallund.
Det Blå Hus, som er for sindslidende, vil på dagen holde til i Den Runde Pavillon, hvor deres bageri står for at have noget at servere - og der bliver også musik i pavillonen.
Netop musik kan være med til at give nogle gode oplevelser, fortæller Gitte D. Velling.
- Musik er et andet sprog at kommunikere på. Vi har borgere, der ikke har et verbalt sprog eller har et ringe udviklet verbalt sprog. Men musik kan man kommunikere på uanset hvad for et niveau man er på, fortæller hun.
Arrangørerne er gået efter at lave en dag med mange forskellige optrædende, og alle er velkomne til at komme ned i parken og være med, understreger Gitte D. Velling.
Der bliver også boder på pladsen, og der er gratis entré.
Det er tredje gang, man har festivalen, som Gitte D. Velling tænker er ved at være en tradition.
Sidste år havde man cirka 600 gæster.