Anne Grethe Trangbæk og Helge Rude Kristensen alias Familie på farten gæster den 9. november Ladegården i Hals.
Det sker

Familie på farten kommer til byen

30. oktober 2022 kl. 08:00

I 1986 stoppede Anne Grethe Trangbæk og Helge Rude Kristensen deres dengang små drenge, Toke, Roar og Hjalte, ind i en autocamper og kørte ud på alverdens landeveje for at blive en familie på heltid. Nu er der gået 36 år og familien har siden været jorden rundt på adskillige eventyr – både med og uden børnene. 

Familie på farten, som Anne Grethe og Helge kalder sig, har gennem alle årene også turneret Danmark rundt for at fortælle om deres oplevelser langs alverdens landeveje.

Nu har Kræftens Bekæmpelse i Hals sat de to globetrottere stævne i Ladegården i Hals. Det sker den 9. november kl. 19, hvor parret fortæller om deres tur fra Nordkap til Give. Turen kom i stand, da Helge lovede at gå hjem fra Nordkap, hvis naboen holdt op med at ryge. 

Naboen blev røgfri - og Helge på 69 år, ja han snørede vandrestøvlerne. På 73 dage gik han de 3.500 kilometer fra Nordkap og hjem til Give. Undervejs var Anne Grethe i den gamle Landcruiser hans uundværlige støtte. Foredraget er ikke bare en palet af smuk natur og spændende mennesker men også en varm fortælling om, at når to står sammen, så bliver det umulige muligt. Også at samle mere end 200.000 kroner ind til Kræftens Bekæmpelse, hvilket ligeledes var et udslag af den lange vandretur.

Familie på fartens foredrag er jordnære og livsbekræftende, så alle kan være med. De er krydret med flotte billeder, og Anne Grethes fine fortælleevne gør, at det er en stor oplevelse at være med til deres foredrag.

Alle er velkomne til arrangementet i Hals. Billetter kan reserveres hos Birgit på telefon 29605734 eller Helene på 26377314.

Annonceret indhold

Nyeste