Få råd til smertemestring og afspænding
Kom til foredrag med fridykkeren Stig Pryds, der vil fortælle om smertehåndtering
BRØNDERSLEV: Kom til foredrag med med Vendsyssel Gigtforening og fridykkeren Stig Pryds og hør, hvordan han lærte at håndtere sine gigtsmerter og få gode råd til smertemestring og afspænding.
- Da Stig Pryds fik konstateret psoriasisgigt i 2008, tog hans liv en dramatisk kolbøtte. Fra at have et succesfuldt firma, et godt ægteskab og et aktivt liv med venner og sport, blev han skilt, førtidspensionist og boede i et hus fyldt med hjælpemidler og et skab med stærk smertestillende medicin. Vejrtrækningsøvelser blev hans redning. Takket være åndedrætsøvelser har han været medicinfri i fire år og dyrker i dag fridykning, lyder det fra Gigtforeningen i en pressemeddelelse.
Gigtforeningen oplyser, at man til foredraget vil høre om forskellige vejrtrækningsøvelser, som man kan bruge og få glæde af resten af livet.
- Stig Pryds siger, at hans øvelser er så lette, at hans mormor på 95 år udfører dem hver dag. Så der er noget at hente for alle aldre, skriver Gigtforeningen.
Arrangementet finder sted på Aktivitetscentret Grønningen, Bien i Brønderslev 30. oktober og kræver tilmelding.