Der er skulpturer overalt både ude og inde. Her er det i forgrunden Erik Lemckes ”Mangfoldigheden” og bag den ”Græsk Gedeslagter” af Vivian Rose. Foto: Jørgen Ingvardsen
Det sker

Et godt sommertip: Besøg den smukke skulpturudstilling midt i naturen

26. juli 2022 kl. 06:30

Når solen skinner, og det er dejlig varmt, er det første, man tænker på måske ikke, at dagen er perfekt til et besøg på et kunstcenter. Man skal alligevel ikke bare afskrive et sådant besøg, men unde sig selv en stor oplevelse ved at besøge Dronninglund Kunstcenter, der denne sommer kan byde på en imponerende skulpturudstilling.

Når man bevæger sig rundt på den lange skulptursti, møder man skulpturer overalt. Foto: Jørgen Ingvardsen

Der er tale om Nordjyllands og måske Danmarks største udstilling med 241 skulpturer samt værker af 23 af Danmarks førende grafikere. Værkerne er både udstillet inde i de smukke rum, og 117 af de største skulpturer er placeret på en 1,7 kilometer lang skulpturrute, der snor sig i den smukke natur rundt om Kunstcentret midt i det kuperede terræn på kanten af Storskoven. Man passerer flere gravhøje og når frem til udsigtspunkter, hvor man kan se ud over det halve Vendsyssel. Det er ikke uden grund, at titlen på udstillingen er ”Forunderlige Natur-Skulptur”.

På det udleverede kort over ruten kan man se, at man kommer til at gå på Peterspladsen, Den lodne vej, Herrens Mark og Alfarvej for blot at nævne nogle. Det er let at finde rundt, og terrænet er ikke mere kuperet, end at de fleste vil kunne klare den smukke tur, hvor man undervejs vil møde tonstung granit, fint forarbejdet bronze, smuk keramik, finurlige installationer, glade glasfiberskulpturer og tækkelige træfigurer.

”Den hvide dame”, der er smukt placeret nær en gravhøj med udsigt til Dronninglund Slot, er skabt af Stinne Teglhus. Foto: Jørgen Ingvardsen

Man behøver ikke at være nervøs for at medbringe børn, for der er også masser af oplevelser for dem. De kan således blive udfordret af en skulptur- og grafikjagt både inde og ude. Man får skattekortet udleveret i receptionen og kan så gå på jagt. Endelig er det også muligt at få en slædetur på sommerkælkebakken.

Det er en oplevelse i særklasse, man får med kunsten og naturen, men man må ikke undlade at bevæge sig ind på Kunstcentret, hvor der også er masser af spændende skulpturer samt værker af 22 af Danmarks bedste grafikere.

Trine Brix er kunstneren bag skulpturerne her. Dem må man gerne sidde på. Foto: Jørgen Ingvardsen

Det er hårdt og krævende at kigge på så mange kunstværker, så man kan få brug for lidt at styrke sig på. Her kan man enten tage sin madkurv med og nyde de hjemmesmurte madder i naturen, eller man kan sætte sig i Kunstcentrets café og lade sig beværte.

Kunstcentret er åben alle dage klokken 11.00 til 17.00 og tirsdag helt til klokken 20.00. Mandag er der dog lukket.

Man får udleveret et glimrende kort og en beskrivelse, så man sagtens selv kan gå rundt og finde de mange kunstværker. Vil man have lidt hjælp, er der guidede ture hver tirsdag og søndag klokken 14.00.

Nyeste