En aften i operaens tegn på Kunstcentret
Det er et spændende og anderledes kulturelt arrangement, Dronninglund Kunstcenter torsdag 16. november kl. 19.30 byder på.
Der er tale om en operafortælling, hvor Søren Schelling giver en one-man-performance. Publikum vil opleve en original og gribende kombination af fortælling, operamusik og billedkunst fortalt direkte foran publikum, akkompagneret af musik fra operaen.
Søren Schelling, der er sanger, performer, foredragsholder, operaformidler, kalder sin forestilling ’Billeder fra et bohemeliv’ og er en kunstnerisk bearbejdning af Puccinis opera La Bohème, skabt og fortalt af Søren Schelling suppleret af en serie stemningsfulde illustrationer af billedkunstner Anne Marie Johansen, der tidligere har udstillet på Kunstcentret.
Den varer 60-70 minutter, og forud for fortællingen laver han en halv times introduktion i form af et uformelt koncertforedrag med operasang. I alt med en lille pause varer arrangementet små to timer. Der kræves intet forudgående kendskab til opera for at kunne nyde oplevelsen.
Billetter kan købes på nemtilmeld.