Dronninglund Golfklub indfører nyt medlemsskab
DRONNINGLUND: Fra 1. januar 2025 tilbyder Dronninglund Golfklub et nyt fleksmedlemskab, et såkaldt Fleks H medlemskab.
- Et Fleks H-medlem har adgang til at spille den store 18 hullers bane på alle hverdage, hvis man starter sin golfrunde inden klokken 14.00. Det betyder også, at man ikke må spille i weekenden eller på søn- og helligdage, fortæller sekretær og medieansvarlig i golfklubben, Steen Christensen.
- Vil man alligevel spille efter klokken 14.00, i weekender eller på søn- og helligdage skal man betale fuld greenfee. Der er ingen restriktioner i forhold til spil på par 3-banen, at bruge driving range, puttebanen og indspilsområdet. Man har også stemmeret på generalforsamlingen og får udleveret bagmærke og DGU-kort og national ret til at spille, når man har et golf HCP på 54 eller derunder, fortæller han.
Fleks H-kontingentet er mindre end fuldtidskontingent og er i 2025 på 4.972,50 kroner. Den lave pris betyder, at man skal betale fuld pris i andre klubber. Det gælder også de samarbejdende klubber i GNG-ordningen.
Rabathæfter som Golfhæftet, greenfee billetter og Teetime-kort kan ikke benyttes som Fleks H-medlem.