Anette Sams holder 2. december foredrag om diabetes på Golfcaféen i Hals.
Det sker

Diabetes-forsker kommer til Hals

17. november 2022 kl. 16:05

Når det kommer til diabetes og tilværelsen med den udbredte livsstilssygdom er det få herhjemme, der er bedre til at formidle stoffet end Anette Sams. Hun er Ph.D og tilknyttet Rigshospitalets forskningsenhed. Og så har hun i en lang årrække beskæftiget sig med at udbrede kendskabet til såvel symptomer på diabetes som behandlingen heraf.

Den 2. december er der mulighed for at opleve den engagerede forsker ved et foredrag i Hals. Her har den lokale handicapforening sat Anette Sams stævne i Golfcaféen. 

- Vi har tidligere oplevet Anette Sams ved et foredrag, fortæller formand Willy Øgaard. – Det var meget inspirerende. Hun forstår at formidle stoffet på en måde, så ingen føler sig skræmte men tværtimod bedre oplyste. Og så sker det tilmed på en underholdende og afslappende facon. Så vi besluttede at invitere Anette Sams til Hals, og det er heldigvis lykkedes, tilføjer Willy Øgaard.

Foredraget kombineres med julebuffet for medlemmer af lokalforeningen. Sidstnævnte skal tilmelde sig hos netop Willy Øgaard senest den 18. november. Alle er dog velkomne til foredraget. Dog koster det 50 kr. for ikke-medlemmer.

Annonceret indhold

Nyeste