Billede beskrivelse

Det bliver en musikalsk sommer på lokale ældrecentre

26. juni 2024 kl. 14.01

BRØNDERSLEV: Der er lagt op til en festlig og musikalsk sommer på pleje- og aktivitetscentre i Brønderslev og omegn. Med støtte fra kommunens kulturpulje giver Brønderslev Harmoniorkester således en række koncerter fordelt på henholdsvis Støberiet, Rosengården, Grønningen, Valdemarsgade, Elmehøj og Stengården.

Den første koncert på Plejehjemmet Støberiet er allerede afviklet. Tirsdag går det løs på Rosengården og siden fortsætter koncertrækken til et stykke ind i efteråret. Idéen er at skabe særlige musikalske oplevelser for beboerne.

Arrangementerne skal bidrage til gode minder og få smilet frem hos tilhørerne. Ligeledes kan beboerne se frem til en musikoplevelse i fællesskab og samhørighed med et 25-mands stort harmoniorkester. Sidstnævnte er instrumenteret fra den sprøde tværfløjte over træblæsere, trompeter, horn og tubaer til slagtøj og xylofon.

Arrangementerne krydres yderligere med fællessang af den folkelige, danske sangskat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste