Billede beskrivelse

Cykelløb i byens gader under næste Open By Night

30. april 2023 kl. 07.00

I forbindelse med næste Open By Night i Dronninglund fredag 26. maj vil Dronninglund Fodbold lave et arrangement, hvor man forsøger at skabe en cykelfest og samtidig tjene penge til klubben og dens spillere til aktiviteter på og uden for fodboldbanen.

Helt konkret skal der på en to km rundstrækning afvikles et sponsorcykelløb af en times varighed med start kl. 17.30.

- Vi vil gerne skabe en tilbagevendende begivenhed, hvor klubben og dens medlemmer hvert år i en time træder i pedalerne til fordel for klubben, fortæller formand for Dronninglund Fodbold, Flemming Kvist.

Det er første gang, løbet afvikles, og det er besluttet at invitere 16 hold fra ungdomsafdelingen. Desuden vil der være fire wildcards, som alle frit kan byde ind på. Det kunne være et firma, en anden klub eller en vej.

Gøre noget ekstra

Eneste krav er, at man skal lave sponsoraftaler og dermed cykle penge hjem til klubben. Der må højst være tre ryttere pr. hold, og de skal skiftes til at cykle. Så gælder det ellers om at køre så mange omgange som muligt på en rundstrækning i en time. Jo længere man kører, jo flere penge kører man ind til klubben, hvor hele overskuddet går til ungdomsafdelingen.

- Vi har mange trænere og frivillige, som hver sæson yder en kæmpe indsats for at sikre et godt miljø for klubbens yngste og skabe en klub i udvikling. Med pengene fra sponsorcykelløbet håber vi at kunne gøre lidt ekstra for dem og for spillerne, så vi krydser naturligvis fingre for, at der vil blive trampet godt i pedalerne, så vi kan cykle mange penge ind, understreger Flemming Kvist og fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig have lidt sjov med i konkurrencen, så vi har lavet to vandrepokaler, som går til det hold fra klubben, som cykler flest kilometer, og det hold fra klubben, som kører flest penge ind. Der vil også være præmier til det hold, der stiller med det bedste heppekor eller udklædning, ligesom der blive uddelt fine spurtpræmier under løbet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste