Borger9700 gør status med bobler
Mens foreningen Borger9700 i 2024 har eksisteret i 10 år, så gør foreningen 14. marts status over aktiviteterne. Generalforsamlingen afvikles i Brønderslev Hallerne, og i relation til jubilæet indledes arrangementet kl. 18.30 med servering af champagne og sødt.
Bestyrelsen håber på stort fremmøde og anmoder i samme ombæring om tilmelding på mail til jens.tofting@live.dk. Tilmelding skal foretages senest den 10. marts kl. 20.
Generalforsamlingen omfatter desuden et indlæg af borgmester Mikael Klitgaard (V). Han beretter om udviklingen i Brønderslev by. Vanen tro rundes der af med servering af snitter.
I de kommende måneder står Borger9700 i øvrigt i spidsen for en række events. Blandt andet er det både ballet og opera under åben himmel på programmet. Ligeledes fristes med Sankt Hans-fest og Bæredygtighedsfestival.