Bliv klogere på kunstig intelligens
Professor emeritus Finn Verner Jensen kommer til Brønderslev og fortæller om kunstig intelligens
BRØNDERSLEV: Brønderslev Bibliotek og Folkeuniversitetet inviterer torsdag 25. oktober til foredrag om kunstig intelligens.
Finn Verner Jensen, professor emeritus, Aalborg Universitet, vil forsøge at stille skarpt på, hvad kunstig intelligens er, og hvad vi kan forvente os af det i fremtiden.
- Kunstig intelligens har i det seneste årti bredt sig fra industrirobotter og computerspil til en meget bred vifte af menneskelige aktiviteter. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvilke opgaver der kan erstattes af maskiner med intelligens eller maskinintelligens, skriver arrangørerne bag.
Finn Verner Jensen vil fortælle, hvordan programmer er indrettet og lægge op til en diskussion af, hvad vi kan forvente os af kunstig intelligens, og hvilke dilemmaer, det kan bringe os i.