Billede beskrivelse

Bæredygtighedsfestival med 30 indslag

Der sættes fokus på bæredygtighed i en uge

13. august 2018 kl. 14.13

BRØNDERSLEV: I uge 35 kommer der til at ske en hel masse ting i Brønderslev Kommune. Her holder Borger 9700 og Dronninglund Turistforening bæredygtighedsfestival.

- Der er cirka 30 forskellige arrangementer, fortæller Jens Tofting, formand for Borger 9700.

Det er fjerde år, at festivalen holdes, og der kommer til at ske en masse forskellige ting.

Der bliver sat spot på FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, når journalist og forfatter Mette Holm gæster Brønderslev Bibliotek 28. august.

Her holder hun foredrag om det emne og vil blandt andet komme ind på, hvordan man kan løse verdens problemer i fællesskab og dermed efterlade en bedre verden til de næste generationer.

Hun vil også komme ind på udfordringer og muligheder i de 17 verdensmål.

Mette Holm har rejst det meste af kloden rundt sammen med sin mand, tidligere formand for folketinget og formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft.

Fredag 31. august bliver der sat fokus på den affaldssortering, som borgerne i Brønderslev Kommune fra efteråret skal i gang med.

Her kommer AVV’s rullende informationstjeneste, sorteringsbillen, til Brønderslev, hvor den vil være i stjernekrydset om eftermiddagen. Her kan man få svar på spørgsmål og gastronomiske smagsprøver lavet af restemad.

Der er blandt andet også åbent hus på Brønderslev Forsyning, et oplæg om socialøkonomisk virksomhed, besøg på en minkfarm og havekunst på programmet.

- Det er kunst lavet af skrotjern, fortæller Jens Tofting.

Der bliver der også en spis sammen aften hos Lille Østergaard Økologi, som byder på en treretters menu med fokus på bæredygtighed, socialt samvær og kærlighed til naturlige råvarer. Det sker 1. september. Middagen er en del af den nationale event Økologisk Høstmarked, der hvert år afholdes den første weekend i september, hvor økologiske landmænd i hele landet inviterer forbrugere indenfor på gårdene.

Fysioterapeuterne fra In Motus deltager også i ugen med aktiviteter på programmet alle hverdage - herunder bevægelse og afspænding i Rhododendronparken samt aktiviteter under titlerne bæredygtig bevægelse og sunde fødder i klinikken.

Produktionsskolerne i Brønderslev og Dronninglund deltager også i bæredygtighedsfestivalen med et projekt, der hedder dansende hjerter, hvor de laver nogle smykker.

Det er første gang, at Dronninglund Turistforening er med til at arrangere festivalen.

- Det er for at vi kan få dækket hele kommunen, og vi føler, at de har det bredeste fundament til at gøre noget, siger Jens Tofting.

Formålet med det hele er at sætte lys på kommunen.

- Vi vil sige til folk, der bor i byen og gerne vil bo i byen, altså tilflyttere, at man har en bevidst holdning omkring, hvordan man håndterer affald og andre bæredygtige ting, og hvordan man bruger tingene. Vi gør det for at sætte kommunen i fokus og skabe bosætning, fortæller Jens Tofting.

Brønderslev Bæredygtighedsfestival arbejder sammen med Aalborg Bæredygtighedsfestival og Naturmødet i Hirtshals.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste