Billede beskrivelse

24 timer i Hjallerup: Der bliver slidt, svedt og hygget i den gode sags tjeneste

11. februar 2023 kl. 10.00

Efter to år med corona, hvor det hele foregik virtuelt, kan foreningen ’24 timer i Hjallerup’ nu atter slå dørene op til et kæmpe arrangement i og omkring Hjallerup Idrætscenter. Det sker lørdag 18. februar og et helt døgn frem.

- Vi glæder os helt vildt til at komme ind i hallen. Det er nu engang sjovere at være sammen, siger formanden for det hele, Johnni Olesen.

Det er syvende gang, arrangementet afvikles, og Johnni håber på stort fremmøde, da hele overskuddet går til Julemærkehjemmet i Hobro.

- Jeg regner med, at vi bliver mange, men tilmeldingen har ikke været alt for god. Det er, som om folk lige skal lære, at '24 timer' er kommet tilbage. Jeg kan i hvert fald love, at alle, der kommer, får en fest. En fest med motion, hvor man skal yde for at nyde. Nu skal vi have det her arrangement op at køre igen for fuld kraft. Nogle har måske glemt os og fået nye vaner, og nu gør vi så alt for at banke det i gang igen. Det er jo en ekstra højtid i Hjallerup ud over markedet. Heldigvis er det ikke alene folk fra Hjallerup, der deltager. Der kommer masser af mennesker udefra, og det er fedt. Og man kan godt glæde sig, for det ligner sig selv, men vi har bare fået flere aktiviteter, fordi vi vil have en større målgruppe med. Jeg skal nok gå forrest og skal selv ud at prøve alle aktiviteterne, fortæller Johnni Olesen.

Billede beskrivelse

Det bliver nu svært at nå det hele, for der kommer til at ske noget overalt i hallen. Der er ikke et eneste lokale ledigt hele døgnet. Der vil være hækling, strikning, spinning, løb, cykling, svømning, linedance, brætspil for blot at nævne nogle.

- Vi har også patchwork med i år, og her opfordrer vi alle til at lave en lap, så vi sammen laver et stort tæppe, siger han.

En anden nyhed er, at kirken for første gang er med i år.

- Det har jeg været lidt spændt på, for jeg vidste ikke, hvad de ville. Nu har jeg set programmet og er vildt glad for, at de vil være med. Kirken laver bl.a. en midnatsgudstjeneste i cafeteriet. Det er for alle og også for kommende konfirmander.

Det hele starter lørdag formiddag kl. 9.30, hvor alle mødes i hallen til åbningen af selv eventen. Her taler forstanderen for Julemærkehjemmet i Hobro, Lise Claesson, borgmester Mikael Klitgaard og Johnni Olesen – Vi starter med en fællessang. Vi har lært under coronaen, at det er en god ting, så vi synger sammen ’Kære linedanser’. ’Livets linedans’ er netop temaet for kirkens program. I det hele taget er der lagt op til et spændende og indholdsrigt døgn, og vi håber, mange vil være med, så vi kan få samlet en god sum penge sammen til gavn for børnene på Julemærkehjemmet, slutter Johnni Olesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste