Billede beskrivelse

Det gamle møllehus friskes op

01. juni 2025 kl. 06.02

DRONNINGLUND: Øster Mølle i Dronninglund er et utroligt smukt naturområde med stor sø og et rigt fugle- og dyreliv. Ved søen ligger også det smukke møllehus, der med sin gule farve passer perfekt ind i landskabet. Det er et gammelt hus, der allerede fra 16. århundrede rummede en vandmølle. Som det gælder for alle ældre huse, så skal møllehuset også vedligeholdes og passes, og det er en gruppe frivillige fra Dronninglund Borgerforening netop i gang med.

Billede beskrivelse

- Det er egentlig kommunens hus, men da vi i borgerforeningen henvendte os til kommunen, fik vi at vide, at de ikke kunne magte opgaven, fortæller Kristian Kristoffersen fra borgerforeningen.

Der er imidlertid lavet en aftale mellem borgerforeningen og kommunen, så kommunen betaler materialerne, der skal bruges, mens borgerforeningen leverer arbejdskraften i form af frivillige fra det såkaldte onsdagshold.

Billede beskrivelse

I denne tid er de ved at reparere eller ’rappe ud’, som det hedder. Bagefter skal huset kalkes, og der er ligeledes planer om at reparere den gamle dør, hvor de nederste brædder er rådne og trænger til udskiftning.

Billede beskrivelse

- Det går fint med arbejdet, men vi mangler dog et stillads til at stille op, når der skal skiftes tagplader. Hvis de ikke bliver skiftet, rådner det hele op, siger Kristian Kristoffersen, der videre fortæller, at det også er onsdagsholdet, der har bygget en bro, der går nogle meter ud i søen. På den kan lystfiskere stå, når de fisker i søen. Den er solidt lavet af egetræ, så den vil holde i mange år. Der er også opstillet borde og bænke, så man kan sidde og drikke en kop kaffe, eller hvad man nu har lyst til. Vil man gerne overnatte i det smukke naturområde, har borgerforeningen også opstiller et par shelters. De er ligeledes bygget af onsdagsholdet og kan frit benyttes af alle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste