Billede beskrivelse

Den 7. april går Brønderslev på gaden for kræftsagen

25. marts 2024 kl. 14.56

Du kan gøre en forskel for kræftramte, når Kræftens Bekæmpelse holder sin årlige Landsindsamling i Brønderslev og oplandsbyerne. Også selvom du ikke er hjemme.

Det fortæller Kræftens Bekæmpelse. 

Det er en festdag, når tusindvis af mennesker landet over går på gaden søndag den 7. april for at samle ind til Kræftens Bekæmpelses årlige Landsindsamling og støtte kampen mod kræft.

- Det er en utrolig vigtig støtte til hele Danmarks kamp mod kræft, og jeg er dybt taknemmelig over, at så mange frivillige endnu en gang står klar til at bakke op om indsamlingen, siger formand i Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, der glæder sig til selv at skulle ud og samle ind.

- Det er en rørende og livsbekræftende oplevelse at gå fra dør til dør og mærke, hvordan lokalsamfundet står sammen om at gøre en forskel for kræftramte og deres pårørende. Derfor er Landsindsamlingen en helt særlig dag, som jeg ser frem til hvert år, siger hun.

Støt, selvom du ikke er hjemme

Else Nørkjær, der er leder af Landsindsamlingen i Brønderslev, håber på, at borgerne som sædvanligt vil tage godt imod de omkring 100 lokale frivillige.

- Det er en fornøjelse at samle ind til Kræftens Bekæmpelse i Brønderslev og oplandsbyerne, fordi vi altid bliver mødt med masser af varme og flotte bidrag til kræftsagen. Desværre er der ikke nogen hjemme hos omkring halvdelen, men der er heldigvis god mulighed for at støtte alligevel, forklarer Else Nørkjær.

Du kan nemlig støtte Landsindsamlingen via kontanter, sms, MobilePay og på indsamling.dk. Samtidig får den enkelte indsamler sin unikke QR-kode på indsamlingsbøtten, hvilket gør det muligt at registrere, hvor mange penge der er indsamlet hos indsamleren.

Derfor er din støtte vigtig    

I 2023 var omkring 15.000 frivillige med til at samle over 35 mio. kr. ind ved Landsindsamlingen. I Brønderslev gamle kommune samlede ca. 100 frivillige indsamlere 143.000 kr. ind, hvilket svarer til, at hver indsamler fik ca. 1.400 kr. i bøtten.

De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 63 kr. til forskning i kræft, 22 kr. til patientstøtte, 11 kr. til forebyggelse af kræft og fire kr. til administration.

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

Du kan stadig nå at melde dig som indsamler. Som noget nyt i år er der mulighed for selv at vælge område og rute, så længe den ikke allerede er blevet taget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste