De nye gymnasieelever blev rystet sammen i Storskovens smukke natur
DRONNINGLUND: - Der har været hårdt, sjovt og hyggeligt.
Så kort og klart beskrev Lukas, der går i 1b på Dronninglund Gymnasium, årets skovskole, der som altid fandt sted i Dronninglund Storskov med base i Rosenholthytten.
Der er tale om en tilbagevendende tradition, hvor eleverne kombinerer idræt, biologi og naturgeografi i det fri med orienteringsløb med indlagte opgaver og sociale aktiviteter, så de på den måde kommer til at lære hinanden at kende. Der er også masser af tid til at hygge. Ikke mindst omkring bålet om aftenen med indlagt spontan underholdning.
Et hold af tutorer bestående af 2. og 3.g-elever, der allerede fra den første skoledag blev tilknyttet de nye klasser, var med.
Opholdet i naturen var naturligvis uden mobiltelefoner. Dem måtte eleverne aflevere ved starten og fik dem først udleveret ved afslutningen.
- Jeg tror, det har været med til at styrke fællesskabet. Vi har snakket meget sammen og lavet mange ting sammen. Vi er jo lige startet på gymnasiet og kender ikke hinanden så godt, men jeg er i hvert fald kommet til at kende flere, sagde Lukas.
- Jeg er meget enig, lød det fra klassekammeraten Wilma.
- Jeg synes, det er fint, men lidt hårdt at undvære sin telefon. Det har nok været det sværeste, men ellers har det været sjovt. Det lykkedes os at lave en fin lejr. Det har jeg aldrig prøvet før, fortalte Wilma.
Heri var veninden Maja enig, men havde dog et lille forbehold.
- Jeg synes, skovskolen ligger lidt tidligt i forhold til, at vi kun har kendt hinanden i en uge. Hvis jeg skulle lave om på noget, skulle den ligge en uge elle to senere, så man også lige kunne lære skolen lidt at kende. Det er lidt træls, den ligger så tidligt, sagde Maja.
På spørgsmålet om, hvad der havde været det sjoveste på skovskolen, lød det samstemmende fra de tre gymnasieelever:
- Det var aftenen ved bålet, hvor tutorerne underholdt. Det var meget fedt.
- Hvis jeg skulle nævne noget negativt, så er det, at man sover dårligt. Og så bliver man vækket af høj musik om morgenen, sagde Lukas. Heri var de andre dog ikke enige.
Under hele forløbet var eleverne opdelt i grupper, der ved starten fik udleveret et æg. Det skulle de medbringe i alt, hvad de foretog sig. Hvis det lykkedes dem at undgå at slå ægget i stykker, ventede der en kærkommen belønning. Så ville de nemlig blive kørt i bus tilbage til gymnasiet i stedet for at vandre de syv km på trætte ben efter tre skønne dage i frisk skovluft.