Cykelmotionister indsamler formue til velgørende formål
BRØNDERSLEV: Jeg står på Rømersvej i Aalborg. Og venter - tålmodigt - på et flok cyklister, som skal komme forbi, så jeg kan tage billeder af dem til denne historie.
Cyklisterne er et nordjysk gruppe, som om kort tid skal ned til Tour de France-bjergene for at cykle op ad de samme djævelske stigninger, som verdensstjernerne i Tour de France også skal op ad, når den store franske rundtur bliver afviklet i juli.
Cykelmotionisterne skal deltage i "Cykelnerven", som er et årligt velgørenhedscykelløb, hvor hovedformålet er at indsamle penge til Scleroseforeningen og forskning i sygdommen sclerose.
Jeg mener det helt alvorligt, det der med tålmodighed. For efter en lidt optimistisk beregning, så skulle cyklisterne komme omkring klokken 12. Men nu har klokken passeret 14, og min bil holder på Rømervejs parkeringsplads, hvor jeg kun kan holde lovligt i tre timer. Jeg begynder knurrende at overveje, om jeg bliver nødt til at flytte min bil.
Men så kommer de langt om længe nede i svinget. Cyklisterne. Op forbi statuen af Jørgen Berthelsen; manden der var stifter af kolonihavebevægelsen for meget længe siden. Han står og støtter sig til en stok med sin højre hånd. Han har næsten lukkede øjne. Som om han står og tænker: De der cyklister, de burde tage ud i en kolonihave og få sig lidt koldt at drikke...
Men de ved, hvad de gør, de ivrige cyklister. De træner for at komme i fornuftig form, inden de legendariske franske bjerge skal udfordres. Dagens cykeltur er på ikke mindre end 132 kilometer med flere indlagte bakker undervejs, så de skal op ad 1400 højdemeter, inden dagens tur er slut.
Den nordjysk gruppe har tre deltagere fra Brønderslev Motion Cykelklub: Kim Jørgensen, der skal afsted til Cykelnerven for 3. gang, Birgitte Holt Larsen og Morten Bager, der begge skal deltage for første gang.
For at deltage i Cykelnerven forpligter deltagerne sig til at indsamle mindst 15.000 kr. pr. person, som skal gå til Sclerose-foreningen og dens arbejde med at støtte forskningen i en sygdom, som af uforklarlige grunde er mere udbredt i Danmark end i lande, vi normalt sammenligner os med.
De tre cyklister fra Brønderslev har tilsammen formået at indsamle ca. 120.000 kroner til scleroseforskningen. Sidste år indsamlede Cykelnervenarrangementet, hvor næsten 600 motionister fra hele landet deltog, tilsammen mere end 15 millioner kroner.
Nu tager de tre cyklister fra Brønderslev og deres nordjyske holdkammerater afsted til Frankrig den 16. juni for at cykle mere end 100 kilometer og bestige ca. 3000 højdemeter - dagligt - i de fire dage, som Cykelnerven varer.
Bag dem ligger måneders intensive forberedelser. Birgitte Holt Larsen har siden september sidste år cyklet 257 timer, tilbagelagt 6331 kilometer (svarer til at cykle tre gange til den italienske hovedstad Rom) og besteget 48354 højdemeter.
Kim Jørgensen har kørt nogenlunde det samme, mens Morten Bager har kørt noget længere, selv om han er plaget af en diskusprolaps i ryggen. Imponerende!
Birgitte Holt Larsen er jo debutant i Cykelnerven. Jeg ringer til hende og spørger: Hvilke forventninger har hun til oplevelsen i de høje bjerge?
- Jeg er vildt spændt, og har stor respekt for det, der venter. Men vi skal nok klare det, selv om vi jo kan risikere at blive ramt af hedebølge eller andet voldsomt, siger Birgitte Holt Larsen.
Jeg takker for snakken og ønsker god tur. Så går jeg ud i garagen og pumper min cykel for at tage en rap rundtur ud til Store Vildmose og retur. Mon ikke jeg får nappet 1½ højdemeter på den tur...