Politiet tror, at nogen startede brand i Jettes butik: - Jeg bliver irriteret over, at man kan finde på det
Branden i Brønderslev kan være påsat, mener politiet
BRØNDERSLEV: Selv om klokken var næsten to om natten, så opdagede hun det faktisk. Altså braget.
- Jeg hørte et ordentligt brag først på natten. Men jeg var på vej i seng og tænkte egentlig ikke mere over det, fortæller Jette Højer.
Jette Højer er leder af den genbrugsbutik, der hører under Frelsens Hær og ligger på Østergade i Brønderslev. Butikken blev natten mellem tirsdag og onsdag ramt af en ildebrand - men det vidste Jette Højer naturligvis intet om, da hun hørte det førnævnte brag.
Så hun lagde sig til at sove i sit hjem i Algade, der ligger blot tre huse fra genbrugsbutikken.
Og imens rasede ilden.
Brandfolk rykkede ud
Ifølge Nordjyskes oplysninger kan man på overvågningskameraer se, at branden starter omkring klokken 01.50 - og kort efter klokken 02.00 bliver Nordjyllands Beredskab så alarmeret.
Det viser sig, at der er ild i en eller flere tøjcontainere udenfor genbrugsbutikken. Fra tøjcontainerne har ilden været så kraftig, at den har spredt sig til bygningens tag.
Brandfolkene fjerner i forbindelse med slukningsarbejdet nogle rækker af tagplader. Men det lykkes dem at forhindre, at hele bygningen går op i flammer.
Genbrugsbutikken ligger på adressen Østergade 71. Her er den en del af et bygningskompleks, hvor eksempelvis også hvidevareforhandleren Skousen ligger. Men det er udelukkende genbrugsbutikken, der har taget skade af branden.
Jette bliver vækket
Dramaet er overstået, da der omkring klokken 04.30 onsdag morgen bliver ringet til Jette Højer. Hun bliver chokeret over nyheden og er hurtigt fri af dynerne.
- Jeg løber så hurtigt, som jeg kan over for at kigge på sagerne, fortæller Jette Højer.
Hun kan konstatere, at brandfolkene har måttet ødelægge et par døre for at få styr på situationen - men derudover ser det faktisk ud til, at det primært er vand- og røgskader, der har ramt det indvendige af butikken.
Mistanke om påsat brand
Politiets teknikere skal nu forsøge at finde ud af, hvordan branden opstod.
Politiet har en mistanke om, at der kan være smidt fyrværkeri i tøjcontainerne, og at det har startet branden, oplyser vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
Jette Højer er rigtig ærgerlig over, at butikken er blevet ramt så hårdt.
- Jeg synes jo, at det er sørgeligt, at der er nogen, der kan finde på at sætte ild til sådan noget. Vi er jo en flok, der laver et frivilligt arbejde for at hjælpe folk i nød - og så må jeg da ærligt indrømme, at jeg bliver irriteret over, at man kan finde på det.
Jette Højer lægger ikke skjul på, at hun frygter konsekvenserne af branden.
- Alle de ting, som vi sælger fra butikken, er jo noget, som vi har fået gennem donationer. Så derfor synes jeg også, at det er ekstremt svært at vide, hvad det vil blive erstattet med af et forsikringsselskab, forklarer hun.
- En mindre katastrofe
Nordjyske havde onsdag også kontakt til Gert Pedersen, der er genbrugschef ved Frelsens Hær i Danmark. Han kæmpede for at få overblik over situationen - men var ikke i tvivl om, at branden medfører et stort tab.
- Tøjet har fået så meget røg, at det nok er usælgeligt. Det er en mindre katastrofe, siger Gert Pedersen.
Foreløbig må butikken altså nu holde lukket efter branden.
- Det store spørgsmål er også, hvornår vi kan genåbne. Vi mister rigtig mange penge, hvis vi har lukket eksempelvis en måned, hvilket ikke er usandsynligt.
Gert Pedersen fastslår, at en langvarig lukning naturligt nok vil være særdeles negativt for indtjeningen i butikken. Og det koster penge, der går til godgørende formål og husleje.
- Der kan være forskel fra måned til måned, men vi tjener nok 50.000 til 100.000 kroner om måneden i butikken i Brønderslev, siger Gert Pedersen.
De er 13 frivillige tilknyttet genbrugsbutikken, som Jette Højer har været leder af i tre år.