Conny blev headhuntet til at rydde op på beskidt kro
Landsbykro har det seneste år fået bøder for i alt 35.000 kroner og tre sure smileyer
HJALLERUP/DRONNINGLUND: Conny Tillebeck havde egentlig sagt sin stilling op, som hotelchef på Dronninglund Hotel, men en dag ringede ledelsen fra Danske Hoteller, som er den hotelkæde, hun arbejder for.
Ledelsen tiggede hende om at redde Hjallerup Kro. Conny Tillebeck takkede ja.
Kroen har det sidste års tid haft besøg af Fødevarestyrelsen syv gange. Det har udløst bøder for i alt 35.000 kroner og tre sure smileyer.
Især køkkenområdet har været møgbeskidt. Kontrollanterne har fundet indtørrede madrester på vægge og gulv, fluer i opvaskeområdet, fedtede ovne og spindelvæv i udsugningen. Der har heller ikke været styr på nedkøling af madvarer.
Conny Tillebeck tiltrådte i sommer. Nu er der kommet styr på tingene, oplyser hun.
Fødevarestyrelsen var forbi 19. oktober. Her fik kroen en glad smiley. Det er kun sket to gange det seneste år, at kroen har fået en glad smiley.