Cirkusartister indtog plejecenter
BRØNDERSLEV: Der var smidige akrobater, festlige klovne, jonglører og fire dygtige hunde i manegen, da Cirkus Trapez forleden gæstede plejecenter Margrethelund i Dronninglund. Centerrådet havde sørget for, at beboerne kunne komme i cirkus uden at skulle bevæge sig uden for plejecentret.
Foruden beboerne havde man inviteret de ældste børn fra den nærliggende børneinstitution, Den Grønne Giraf, med, og de nød forestillingen lige så meget som de ældre.
For beboerne vakte forestillingen uden tvivl minder om tidligere tider, hvor der var mange cirkusser, der hver sommer kørte fra by til by og underholdt. Det er den tradition, Cirkus Trapez viderefører som Danmarks nye familievenlige cirkus, der værner om det traditionelle cirkus.
Det blev en fornøjelig formiddag for både børn og ældre.