Billede beskrivelse

Byens nye købmand kommer med stor erfaring

15. januar 2026 kl. 15.37

BRØNDERSLEV: Det er en erfaren herre, der har overtaget nøglerne til Rema 1000 på Sdr. Omfartsvej i Brønderslev.

Den nye købmand, 48-årige Rasmus Severinsen, har over 20 års erfaring som uddeler i SuperBrugsen. Nu ser han frem til at slå sig løs som selvstændig købmand.

- Jeg glæder mig til at komme i gang som lokal, selvstændig købmand. Efter mange gode år som uddeler har jeg tilegnet mig en masse erfaring inden for ledelse, kundeservice og købmandskab i alle dets facetter. Det glæder jeg mig til at bringe i spil i REMA 1000, hvis værdigrundlag tiltaler mig enormt meget, siger Rasmus Severinsen i en pressemeddelelse fra Rema 1000.

Han overtog nøglerne til butikken tirsdag 6. januar. Den tidligere købmand, Dennis Andersen, er rykket til Rema 1000 på Odinsvej i Hjørring.

- Som købmand ser jeg frem til at bygge videre på det arbejde, som Dennis har lagt for dagen i butikken. Når det er sagt, så vil jeg selvfølgelig gerne sætte mit eget præg på butikken. Og så glæder jeg mig rigtig meget til at få hverdagen til at køre sammen med mit team. Sammen skal vi gøre os umage for at give kunderne gode indkøbsoplevelser hver eneste dag, siger Rasmus Severinsen.

Når Rasmus Severinsen holder fri, nyder han at tilbringe tid med sin familie, ligesom skovture på mountainbiken og god vin er blandt favoritterne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste