Byen er landskendt for at kunne tiltrække tusindvis af mennesker - nu bliver folk inviteret til havefest
Arrangørerne fortæller, at der er tale om et "Feel Good arrangement", hvor fællesskab og samvær er i centrum
HJALLERUP: Hvert år er den driftige by kendt for at kunne tiltrække tusindvis af mennesker.
Men det er også rart at kunne mødes under lidt mere afslappede former.
Borgerforeningen i Hjallerup og Vin Magi, også fra Hjallerup, har i fællesskab udarbejdet et grundlag for en festival i byens Anlæg, som i år vil foregå 17. juni.
Det vil foregå om dagen, og gæsterne kan glæde sig til musik, mad, vin og hygge.
Arrangørerne fortæller, at der er tale om et "Feel Good arrangement", hvor fællesskab og samvær er i centrum. Og at der i praksis er tale om en kæmpe havefest.
Hjallerup Marked
Initiativtagerne mener, at Hjallerup er meget mere end Hjallerup Marked, hvor tusindvis af mennesker mødes.
- Det vil være en succes, hvis vi om nogle år kan samle 4-500 mennesker til vores skønne arrangement. Den skal have sit eget liv og vokse, som behovet er til, siger Tonny Mou Bjørndal fra Vin Magi.
Med andre ord skal arrangementet være en gave til folket og skal som sådan ikke være en forretning.
- Vi vil bare gerne skabe en aktivitet, som kan sprede glæde, og som man kan glæde sig til år efter år. Det betyder så også, at vi allerede i år vil begynde at opbygge et team af frivillige, som fra næste år kan være med til at sikre udviklingen og væksten af eventet, siger Tonny Mou Bjørndal.
Eventet hedder ” En Sommerdag i Anlægget” og håbet er at kunne tiltrække folk fra en stor del af Nordjylland.