Brunder Dyrehospital har fået ny ejer
BRØNDERSLEV: På Nordens Allé i Brønderslev ligger Brunder Dyrehospital. Og der har det ligget i mange år. Men den 1. november fik hospitalet ny ejer, da Vodskov Dyreklink overtog Brunder Dyrehospital.
Hvad kommer det så til at betyde for det - nu tidligere - Brunder Dyrehospital? Bliver det lukket? Mister Brønderslev en af sine dyrlægevirksomheder?
Det korte svar er: Nej!.
Dyrehospitalet skifter navn til "Vodskov Dyreklinik, Brunder afdeling". Men i store træk vil driften fortsætte som tidligere, hvor hospitalet var en del af den international kæde af dyreklinikker "VetFamily".
Der kommer til at være to faste dyrlæger på afdelingen. Den ene er Rikke Rosengaard, der tidligere har været dyrlæge på Brunder Dyrehospital. Hun har været ansat andet sted i seks år, men nu er hun altså tilbage til dyrehospitalet på Nordens Allé. Rikke Rosengaard er som dyrlæge ved at specialisere sig i medicinske sygdomme.
- Udover at vi er to faste dyrlæger her på afdelingen, så vil der yderligere være tre dyrlæger fra andre afdelinger af Vodskov Dyreklinik, som i perioder vil arbejde i Brønderslev, fortæller Rikke Rosengaard.
Hun bliver suppleret af Vodskov Dyrekliniks ejer, Thorsteinn Arnason.
- Afdelingen her i Brønderslev vil kunne tage sig af rutinemæssige opgaver som tandbehandlinger, kastrationer og sterilisationer, som nok dækker 90 pct. af de henvendelser, som afdelingen får. Så er der 10 pct. tilbage, hvor det er nødvendigt at henvise til andre afdelinger under Vodskov Dyreklinik, og hvis det er en meget specialiseret behandling, der er brug for, så kan vi henvise til et dyrehospital i Aarhus, forklarer Thorsteinn Arnason.
Rikke Rosengaard fortæller, at Brunder afdelingen vil fortsætte som et mindre sted, hvor man er i tæt kontakt med kunderne og kender hinanden godt.
Vodskov Dyreklink er en stor virksomhed med godt 30 ansatte, og klinikken har afdelinger i fire byer: Vodskov, Aalborg, Vester Hatting og nu også Brønderslev.
- Når vi taler om de tidligere nævnte rutinemæssige behandlinger, så mener vi nok, at vi er konkurrencedygtige; at vi har billigere priser på den slags behandlinger end de fleste af vores konkurrenter, pointerer Thorsteinn Arnason.
Det meste vil altså fortsætte som hidtil for det, der nu hedder "Vodskov Dyreklinik, Brunder afdeling". Klinikken bor til leje i ejendommen på Nordens Allé, der ejes af Niels Larsen. Han er såmænd også dyrlæge, men han er specialiseret i store dyr som heste, køer og grise.