Brugte cykler sættes i stand til flygtningene - det gør en stor forskel
BRØNDERSLEV: Røde Kors har et cykelværksted i Brønderslev, hvor de sætter brugte cykler i stand, så flygtninge kan få en brugt cykel og dermed kan komme rundt i byen.
Det går faktisk så godt, at de er ved at løbe tør for cykler. Det oplyser formand for Røde Kors i Brønderslev, Knud Jørgensen.
- Så hvis der er nogle, der har en brugbar cykel stående, som ikke bliver brugt, vil vi meget gerne hente den, oplyser han.
Knud Jørgensen fortæller, at man gennem årene har fået lavet omkring 1400 cykler i stand til flygtninge i Brønderslev - heraf 126 til ukrainske flygtninge.
Mange af dem hjælper selv med at sætte deres kommende cykel i stand.
- Det er stort set mest kvinder, der kommer med børn, så laver de og ungerne cykler i stor stil, fortæller Knud Jørgensen, der peger på, at de også på den måde har et værested, hvor de kan komme og snakke.
- Idéen er, at det er hjælp til selvhjælp, og så får de også en vis ansvarlighed overfor cyklen, som de får gratis. Vi skaffer også midler til reservedele og nye dæk, hvis den trænger.
Og cyklerne gør en stor forskel.
- Det betyder, at de bliver mobile og selv kan køre ned at handle, køre børn i skole eller børnehave. De kan cykle en tur i Grindsted Plantage og riste pølser eller tage ud at lege, siger Knud Jørgensen.
Han fortæller, at mange ikke har noget køretøj, og det gør også en forskel for børnene med en cykel.
- Mange bor i midtbyen, og så kan de komme til fodbold uden besvær og selv cykle, fortæller Knud Jørgensen.
De brugte cykler bliver doneret af folk, der giver dem til Røde Kors.
Det er ikke så let for flygtninge bare selv at købe en brugt cykel.
- Det er svært, når man ikke kan tale dansk, at finde en på Gul og Gratis. De kan ikke læse det, og de kan ikke køre derhen, hvis det ikke lige præcis er i Brønderslev, fortæller Knud Jørgensen.
Røde Kors Cykelværksted ligger på den gamle produktionsskole på hjørnet af Fynsgade og Søndergade i Brønderslev.