Brugsforening nedlægges, men byen vil fortsat have en SuperBrugsen
DRONNINGLUND: Detailhandelen er udfordret i disse år, og det gælder også SuperBrugsen i Dronninglund, der de seneste år har haft røde tal på bundlinjen.
Bestyrelsen har indset problemerne og har for at videreføre den lokale butik indledt drøftelser med Løkken Brugsforening om et muligt samarbejde for på den måde at føre butikken videre. For at det kan ske, skal man nedlægge den lokalforening, der startede helt tilbage i 1903. Der var derfor forleden indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, hvor eneste punkt på dagsordenen var nedlæggelse af Dronninglund Brugsforening.
- De seneste år har været hårde, og vi har været udfordret på økonomien, sagde Jakob Kolind, der er næstformand i bestyrelsen på mødet, hvor omkring 80 medlemmer var mødt op.
- Vi har haft nogle ting, vi er snublet lidt over. Det gælder et bageri, vi overtog. Vi havde en god tro på, at det kunne vi få til at køre, og at det ville være godt for byen og også lidt forretning i det. Vi måtte erkende i 2023, at det var svært at blive ved med at drive bageriet, fortalte han.
Man valgte at lukke bageriet, men måtte bruge en del penge på det.
- Vi har forsøgt at skære til og tilpasse udgifter i forhold til indtægter, ligesom vi hele tiden har forsøgt at komme i balance. Vi har haft røde tal de seneste tre år, men har hele tiden forsøgt at få en økonomi, hvor vi ikke skulle tære på vores egenkapital, men det er ikke gået, som vi ville have det, sagde han.
Problemer med likviditeten
- Vi har kæmpet for at komme i balance, for vi har en ældre butik, der kræver renovering. Den skal se lækker ud, og så skal vi sørge for, at der ikke står spande inde i butikken, når det regner. Det kræver penge, som vi ikke har. Vi skal have en butik, der er attraktiv, så vi kan få en uddeler, der gerne vil Dronninglund. Det kan vi ikke klare selv og har derfor kigget os lidt omkring for at finde nogen, der vil hjælpe os, sagde Jakob Kolind.
Det sker også på baggrund af, at der rumsterer tanker om en ny butik lige bag SuperBrugsen.
- Det vil vi også være klar til. Vi vil ikke bare lægge os ned. Hvis der kommer en dagligvarebutik mere i baghaven, så skal den være klar over, at vi stadigvæk er her og gerne vil vækste i Dronninglund. Det skal vi have nogen til at hjælpe os med, og derfor har vi budt Løkken Brugsforening op til dans. Vi vil meget gerne have åbenhed om det hele, og derfor har vi allerede holdt et møde i Sognegården for at forklare os. Medlemmerne skal vide, hvad vi har tænkt, og hvad vi vil, sagde han.
Situationen er alvorlig
For at illustrere alvoren i situationen oplyste foreningens revisor, at man havde solgt aktiver for at have nok penge til at betale regninger. Man har således solgt ejendommen ved siden af supermarkedet og de værdipapirer, Brugsen ejede.
- Det er pengene, der driller os. Dem skal vi have for at kunne drive en butik. Man har vist rettidig omhu ved i bestyrelsen at række ud til andre, sagde revisoren.
Uddeler Mogens Knudsen fra Løkken deltog også i generalforsamling for at fortælle om, hvad man fra deres side kan bidrage med.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at detailhandelen er en svær branche, hvor der er hård konkurrence. Vi er blevet inviteret ind af bestyrelsen i Dronninglund på en meget seriøs måde, og vi har været i trygge hænder ved møderne, sagde han og fortsatte:
- Butikken har en rigtig god beliggenhed med en masse trafik og gode parkeringspladser. Butikken sælger for omring 45 mio. kroner, og der mener vi, at vi kan lave en positiv drift. Vi er klar over, at butikken er driftsudfordret, og likviditeten måske heller ikke er der, hvor den skal være for at kunne drive et moderne supermarked og have kraft til at forny butikken en gang imellem.
Uddeler en vigtig brik
- Vi skal have fundet en dygtig uddeler, der med sit hold kan drifte butikken med den support og sparring, vi kan komme med. Vi skal have glade kunder. Det er dem, vi lever af, og ligeledes skal vi have glade medarbejdere. De to ting hænger sammen. Har vi det, er der stor chance for at lave gode resultater, siger han.
Han fortæller også, at man skal være dygtig for at drive et supermarked, for mange vælger discount, og så bliver supermarkedet bare en supplementsbutik.
- Vi kunne godt tænke os, at det er os, der bliver førstevalg, og så kan man en gang imellem suse ind i en discountbutik. Det, vi kan bidrage med, er fællesskab, netværk, sparring og ledelseskraft i forehold til at nå de ting, vi skal, sagde Mogens Knudsen.
Overdrage aktiviteter til Løkken
For at sikre butikkens fremtid havde bestyrelsen derfor besluttet at indstille til generalforsamlingen, at foreningens aktiviteter overdrages til Løkken Brugsforening. Dette kan kun gennemføres, hvis medlemmerne vælger at følge bestyrelsens anbefaling på en generalforsamling.
Bestyrelsen i Løkken Brugsforening har allerede sagt ja til at overtage ejerskabet og de tilhørende aktiviteter, hvis medlemmerne stemmer for.
- Med 3.200 medlemmer i Dronninglund Brugsforening ser vi et stort potentiale i at overtage aktiviteterne og håber, at medlemmerne fortsat vil bakke godt op om Brugsforeningen, så det også fremover kan være et samlingspunkt i byen. Vi har tidligere haft stor succes med overtagelsen af Pandrup Brugsforening, hvor vi sammen har vendt udviklingen og skabt ny fremgang. Med samme tilgang tror jeg på, at vi også i Dronninglund kan videreføre SuperBrugsen og skabe et attraktivt og moderne supermarked til gavn for medlemmerne og byens borgere, sagde uddeler Mogens Knudsen.
Afstemning
Den ekstraordinære generalforsamling sluttede med skriftlig afstemning, hvor de fremmødte medlemmer skulle tage stilling til opløsning af Dronninglund Brugsforening og dermed acceptere et samarbejde med Løkken Brugsforening. Her var tallene ret entydige, idet 77 sagde ja og kun en enkelt nej.
Ifølge vedtægterne skal nedlæggelsen dog bekræftes ved to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den første afvikles onsdag 22. oktober kl. 17 i Dronninglund Hallernes cafeteria.