Billede beskrivelse

Nye Borgerlige vred armen om på borgmester

Lars Erling Sørensen fra Nye Borgerlige er måske ny i kommunalpolitik, men han arbejdede som en garvet rotte i konstitueringen

17. november 2021 kl. 01.19

BRØNDERSLEV: Den genvalgte borgmester Mikael Klitgaard sad bag lukkede døre og forhandlede. Primært med konservatives Peter Stecher, men der var også andre forbi mødelokalet.

Hvad der på papiret lignede en ekspeditionssag trak i langdrag og blev en midnatsforestilling, inden Mikael Klitgaard kunne fortælle sine omgivelser, hvordan man havde konstitueret sig. Blandt andet kunne han fortælle, at man havde valgt at udvide Økonomiudvalget til ni personer, hvilket havde været den helt store knast i forhandlingerne.

Årsagen til det langvarige konstitueringsmøde var ganske enkelt en vedholdende Lars Erling Sørensen fra Nye Borgerlige, der havde holdt på, at det ene mandat til det nye parti skulle sendes på arbejde med det samme.

- Det var noget, der havde været i vores tanker fra start. Hvis vi kom ind med et mandat, skulle vi også have nogle udvalgsposter, så det var rimeligt og retfærdigt, siger Lars Erling Sørensen.

- Vi kommer også ind i forsyningen og i Ældreomsorgsudvalget. Det er nok det, vi kan forvente at få igennem. Vi kunne da godt have ønsket os en formandspost. men det var der ikke plads til.

Skulle det have været mere, så havde det måske krævet bedre repræsentation i kommunalbestyrelsen.

- Det havde nok været nødvendigt, at vi havde siddet med to mand, men det er ikke sikkert, at det havde ændret så meget, siger Lars Erling Sørensen.

Han er dog yderst tilfreds med det udbytte, der er kommet ud af det første valg til Nye Borgerlige.

- Vi er oven ud tilfreds med valget, når vi kommer som et nyt parti. Vi er en ny gruppe mennesker, så jeg er super tilfreds med det her valg. Det er vi dybt taknemmelige for, siger Lars Erling Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste