Billede beskrivelse

Brønderslev bliver mere og mere aktiv

27. marts 2026 kl. 14.00

BRØNDERSLEV: For fjerde år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.

Det samlede medlemstal er nu oppe på 2.525.038, en stigning på 40.821 i forhold til året før. Det er første gang, at medlemstallet på landsplan runder 2,5 millioner.

Også i Brønderslev Kommune var der i 2025 fremgang med 790 flere medlemmer end året før. Nu er der i alt 18,669 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.

Det er særligt de 7 – 12 årige, der står for en stor fremgang i foreningsdeltagelse, med pigerne som den klare højdespringer med 18% flere aktive i foreningerne. 

Også de voksne i alderen 25 – 39 og 70+erne er gået markant frem i et billede, hvor alle aldersgrupper vækster. 

Ser man på idrætter, er det Svømning, fodbold og gymnastik, der er de tre største højdespringere.

- Stigningen i medlemstal viser tydeligt, at foreningerne i Brønderslev Kommune skaber stærke fællesskaber og betydningsfulde aktiviteter for borgerne. Den udvikling er bl.a. blevet mulig, fordi vi i Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i 2025 har styrket Bevæg dig for livet‑puljen med ekstra midler, som har understøttet foreningernes gode initiativer og flotte arbejde, udtaler Formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget Steen Søgaard Petersen.

Idrætsforeningerne bliver valgt til

Det er fjerde år i træk siden nedgangen i corona-årene, at DIF og DGI’s samlede medlemstal sætter rekord.

- At vi igen i år ser et stigende medlemstal i idrætsforeningerne, er i høj grad foreningerne og de frivilliges fortjeneste. Hver eneste dag sørger de for at vi andre har mulighed for at være en del af et trygt og sundt fællesskab. Foreningslivets betydning for vores samfund, både lokalt og nationalt, kan ikke understreges nok – og som formand i DGI Nordjylland, må jeg bare udtrykke den dybeste respekt og taknemmelighed, siger DGI Nordjyllands formand Benny Hansen.

Medlemsrekorden vækker også glæde hos DIF.

- Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber. Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen, siger DIF's formand, Hans Natorp.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste