Borger 9700 vil snart modtage arv
BRØNDERSLEV: Det var bare en almindelig generalforsamling, da Borger 9700 onsdag aften var samlet i golfklubbens café. Som på denne aften var godt fyldt, da mange mødte frem for at deltage i den aktive forenings generalforsamling.
Og første punkt på en generalforsamling er jo traditionelt formandens beretning. Så da klokken havde passeret 19 tog formanden Jens Tofting ordet.
Og så kunne han afsløre en nyhed, som kan blive til stor glæde for foreningen. For Jens Tofting kunne fortælle, at der er penge på vej til foreningen. To af byens kendte borgere har valgt at testamentere et - endnu ukendt - beløb til Borger 9700.
- Det drejer sig om ægteparret Johansen, der for år siden havde Johansens Supermarked i Nygade. Købmand Jørgen Johansen døde i 2019, og hans hustru Esther Johansen døde i oktober sidste år. De havde ingen børn. Men de var god for en sum penge, hvoraf noget af deres arv er testamenteret til vores forening, fortæller Jens Tofting.
Det er altså på nuværende tidspunkt uklart, hvor meget foreningen kommer til at arve.
- Vi blev indkaldt til et bo-møde, hvor vi blev informeret om, at der er testamenteret et ukendt beløb til Borger 9700. Det sker med begrundelsen, at vi har gjort en indsats for byen, og vi er selvfølgelig meget glade for, at Johansen-parret har betænkt os, siger Jens Tofting.
Nu må foreningen så afvente at se, hvor stor en arv, den vil modtage fra byens afdøde købmand, som var æresmedlem i handelsstandsforeningen Brønderslev Handel.