Billede beskrivelse

Bokseklub er tilbage på sporet

24. oktober 2024 kl. 19.03

BRØNDERSLEV: Efter en mindre succesfuld weekend ved Haslev Box Cup for tre uger siden vendte Brønderslev Bokseklub stærkt tilbage i ringen lørdag ved et diplomstævne i Randers, arrangeret af BK Thor.

Det fortæller bokseklubben i en omtale. 

Klubben stillede med fire boksere, hvoraf tre kunne tage hjem med et diplom fra Danmarks Bokse Union. Den eneste, som måtte forlade stævnet uden et diplom, var Marcus Jensen. Han var dog meget tæt på – blot to point adskilte ham fra at sikre sig et diplom, så det var en kamp, der kunne have gået begge veje.

Viktor Bak Sutton, klubbens yngste bokser på 12 år, kæmpede i dunvægt. Det var hans tredje diplomkamp, og endnu engang kunne han stolt modtage et diplom. Ligesom i sine to tidligere kampe leverede Viktor en flot præstation. Han er en teknisk dygtig bokser, men han viste i Randers, at han også mestrer at kæmpe modstandere, der foretrækker at fighte. En imponerende indsats af den unge bokser.

Næste mand i ringen var 13-årige Alexander Lønholm, der kæmpede i bantamvægt. Også han boksede en flot kamp. De to unge boksere, Viktor og Alexander, har trænet meget sammen og skubber konstant hinandens niveau op. Deres træningsindsats blev belønnet med to flotte diplomer, hvilket lover godt for klubbens fremtid.

Sidste bokser fra Brønderslev Bokseklub var 14-årige Tobias Breitner, som debuterede i bokseringen. Tobias imponerede stort med et af dagens højeste pointtal blandt de 40 kampe ved stævnet. Hans debut var præget af teknisk boksning på højt niveau og stor variation. Et velfortjent diplom afsluttede en lang dag i boksehallen.

Stort tillykke til alle fire boksere, der på smukkeste vis repræsenterede Brønderslev Bokseklub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste