Billede beskrivelse

Biblioteket inviterer til bogcafé med juleknas og gode bøger

02. november 2022 kl. 10.51
Opdateret 04. november 2022 kl. 15.01

Brønderslev Bibliotek er klar med inspiration til ny læsning på Café Kox i Brønderslev, hvor de holder bogcafé onsdag 16. november kl. 16. Det oplyser biblioteket i en pressemeddelelse.

Katrine Dinitzen er en af de tre, som skal formidle gode læseoplevelser. 

- Jeg glæder mig til bogcafe, og jeg kan afsløre, at vi kommer med nogle meget forskellige bud på gode bøger i blandede genrer. I stakken, jeg har med, er der bl.a. Linn Skåber’s bog ”Til ungdommen”. Den består af en række tekster, der følsomt, humoristisk og skarpt portrætterer hvordan livet føles, når man står på tærsklen til at blive voksen. En bog der er smukt illustreret af Lisa Aisato, og som, trods titlen, kan læses i alle aldre. Derudover elsker jeg en god fantasyroman. Derfor er Anne-Marie Vedsø Olesens nye stærke serie "Vølvens vej", som er baseret på nordisk mytologi og foregår i den danske jernalder, også at finde i min stak. Her kan både nye og erfarne fantasylæsere få sig en fantastisk læseoplevelse i et smukt sprog, masser af plot-tvists, drama, stærke kvinder og et spændende indblik i den nordiske mytologi, oplyser hun i pressemeddelelsen.

Udover Katrine kommer ligeledes Allan Johannes Brandt Andersen og Regitze Raben Andersen fra Brønderslev Bibliotek og giver deres personlige bud på bøger til de kolde måneder.

Man kan booke billet til juleknas og gode bøger via biblioteket.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste